Åbent brev til byrådet – opråb fra et udkantsområde
Hvad vil Holstebro Kommune kendes på?
Kære politikere!
”Hvad vil Holstebro Kommune kendes på?” Det spørgsmål forekommer det i disse tider presserende at få svar på.
”En dråbe kultur i alt hvad vi foretager os” har hidtil været det bærende element i kommunens vision. Og Holstebro har da også igennem rigtig mange år haft et flot image som Kulturkommune. Ikke bare pga. flotte teater- og musikarrangementer i Holstebro by, men også fordi det er lykkedes at lade kulturbegrebet omfatte hele kommunen ved at understøtte nye tiltag i land- og landsbyområderne. Et af de væsentligste eksempler på dette er Nr. Vosborg, hvor kommunen har været aktiv medspiller.
Kommunen har også haft bevarelse og genopretning af naturværdier som et væsentligt indsatsområde. Samarbejdet med naturstyrelsen om genopretningen af Lilleåen, bestræbelserne på at reducere fosforudledningen fra Storåen og arbejdet med at få laksen og havørreden til at vende tilbage til tidligere tiders gydepladser er fornemme eksempler herpå.
Cykelstierne i udkanten af kommunen, f.eks. den senest anlagte mellem Ulfborg og Husby, er med til at øge kommunens attraktion, fordi borgerne og turisterne trygt kan cykle rundt og nyde herlighederne.
Kommunen har således haft et godt blik for de muligheder, der ligger i samspillet mellem kultur- og naturværdier.
Billedet af Holstebro som kultur- og naturkommune synes dog nu alvorligt truet, - ikke mindst p.g.a. af udviklingen med inddragelse af stadigt flere områder til opsætning af store vindmøller. Senest lægges der i det tillæg (nr. 14) til Kommuneplan 2009, der nu er i høring, op til opsætning af megavindmøller på 12 nyudpegede områder i kommunen.
Grøn energi – og herunder vindenergi - er GODT, men det skal skabes med omtanke!
Hvad er der sket med kommunens ambitioner om landskabsområder og naturperler? Hvor er debatten om, hvad vi vil med udkantsområderne, blevet af?
Kan vi nå at trække i nødbremsen og tænke os om, inden vi bliver kørt over bagfra af vindmølleindustrien?
Hvor er sammenhængen?
Set fra et borgerperspektiv synes kommunens vindmøllestrategi at leve et selvstændigt liv. Den lader til at være helt isoleret fra overordnede politiske målsætninger og udmeldinger om andre forhold, som den burde ses i tæt sammenhæng med. Vindmøllestrategi burde sammentænkes med naturpolitikken, men også bredt med egnsudvikling og udvikling af landdistriktsområderne.
Kultur og natur skal tænkes sammen med erhvervsliv, for erhvervslivet er afgørende for beskæftigelsen. I dag er der ikke den samme konflikt mellem de forskellige hensyn, som der var i industrialiseringens barndom. Når vi i dag skal diskutere, hvad vi skal leve af i Vestjylland i fremtiden, er det vigtigt at sikre, at interesserne går hånd i hånd. Forudsætningen for at udvikle erhvervslivet i Vestjylland er, at vi kan bevare vores kultur- og naturværdier, eftersom mange af de indtjenings- og beskæftigelsesmuligheder, der vil være i Vestjylland i fremtiden, skal findes i erhverv, der har kultur og natur som en væsentlig forudsætning, nemlig i service- og turisterhvervene. Vindmølleproduktion, -opsætning og vedligeholdelse har kun marginal indflydelse på erhverv og beskæftigelse i Holstebro kommune, og investorerne skal næppe heller findes i kommunen.
Hvis der er en sammenhæng i de politiske overvejelser over de forskellige områder, så er den ikke selvindlysende for almindelige borgere - og den omtalte ”dråbe kultur” er fordampet. Så derfor, kære politikere: vis os det store billede af, hvor vi er på vej hen med udviklingen af Holstebro Kommune.
Det er bestemt for viderekomne at stykke et overblik sammen af de mange tillæg, der efterhånden er til Kommuneplanen 2009, - den plan, som vel formelt skulle være ”billedrammen”. Og forsøger man samtidig at skele til de officielt udmeldte strategier for dette og hint: natur, klima m.v. bliver billedet endnu mere broget.
Mens tid er
Hvorfor ikke invitere til en samlet debat om landdistriktområdernes udvikling, INDEN en stor del af udviklingspotentialet måske ødelægges. Og hvorfor ikke gennemføre lovpligtig naturplanlægning m.v. for relevante områder INDEN disse områder tages i brug til vindmøller. Og hvorfor ikke forholde sig til tidligere udmeldte strategiske emner som ”landskabsområder” o.l., INDEN disse ødelægges af møller?
Vindmølleplanen
Planlægning ”som vinden blæser” synes - med en dårligt valgt metafor – at kendetegne den vindmølleplan, der aktuelt er i høring.
Planen har til formål at øge kommunens samlede produktion af vindenergi. Det står lidt uklart, om målet er en fordobling i forhold til 2008, eller hvorvidt dette blot er et minimumsmål, mens det egentlige mål reelt hedder ”mest muligt”.
Det, at målet ikke er tydeligt, gør det vanskeligt at komme med bud på alternativer til, hvorledes det kan nås. Ikke desto mindre er der allerede fra forskellig side søgt peget på alternativer: Blandt andet har Foreningen By og Land har beskrevet, hvorledes målet om en fordobling (hvis det er målet?) kan nås uden inddragelse af nye områder.
Når det drejer sig om vindenergi er et af de helt store spørgsmål – foruden de forskellige miljøspørgsmål – jo spørgsmålet om de økonomiske aspekter. I hvilken udstrækning er erhvervslivet i Holstebro kommune involveret i produktion af vindmøller, hvor mange af kommunens borgere er beskæftiget i vindmølleindustrien, og hvor stor en del af investorernes skatteprovenu havner i kommunekassen? Alle kender svaret: vindmølleindustrien er af marginal betydning for kommunen, og skatteprovenuet er højst usikkert, fordi de fleste investorer vil være at finde uden for kommunen. Så hvad er der i det for kommunen i forhold til det store offer, som borgerne pålægges? Svaret blæser i vinden.
Nordøst for Husby
Det største område, som Vindmølleplanen udpeger til eventuel opsætning af vindmøller, er et 430ha stort område ved Felsted Kog nordøst for Husby. Dette område er et godt eksempel på, hvorfor der bør standses op og foretages en helhedsvurdering af situationen, INDEN skaden sker.
Området er udpeget pga. de store vindressourcer (læs: det blæser meget!). Men: Vindmølleplanen beskriver også en række emner (landskabelige værdier, beskyttet natur, fuglebeskyttelse, støjgener etc.), hvor vindmøllerne vil have væsentlig indvirkning på miljøet. Området Nordøst for Husby ”scorer” højest af alle de udpegede områder i forhold til de beskyttelsesemner, som planen opererer med. Væsentligst er det, at området grænser direkte op til Natura 2000 område, altså et område, som er omfattet af EU`s naturbeskyttelsesdirektiver. Dette indebærer bl.a. en ”omvendt bevisbyrde” i forhold til at påvise, at opsætning af møller i tilgrænsende områder ikke påvirker de forhold, der har ligget til grund for naturudpegningsgrundlaget. Endvidere vil opsætning af møller i området indebære overskridelse af Planlovens bestemmelser vedr. kystnærhedszone, ligesom skovbeskyttelseslinjen, strandbeskyttelseslinjen og å-beskyttelseslinjen vil blive overtrådt. Endelig ligger over halvdelen af området inden for et område, som Holstebro Kommune har udpeget som ”landskabsområde”, dvs. ”et område hvori landskabelige værdier tillægges særlig stor vægt” (jf. Kommuneplan 2009). Altså endnu et godt eksempel på, at der er behov for at drøfte, hvad vi egentligt vil, for området kan vel næppe være vindmøllepark og ”landskabsområde” på samme tid?
Foruden landskabs- og naturbeskyttelsesemnerne er der naturligvis i et udkantsområde, som det her omtalte, en række andre emner i spil også:
Det er klart, at egnen med sin nærhed til hav, fjord og plantage er attraktiv for turister, ligesom den også tiltrækker fastboende. Det vil vindmøllerne ved Felsted Kog ændre væsentligt på. En af områdets store ejendomsmæglere peger på, at det bliver sværere at sælge helårshuse og sommerhuse, og at priserne vil falde.
Hvad angår turismen har enkelte – antagelig særligt humoristisk anlagte – personer udtalt, at vindmølleparker er gavnlige for turistlivet, idet turisterne vil kunne se, at energien produceres lige udenfor deres sommerhusdør - helt ligesom mælken og æggene! Hvis vindmøller virkelig er turistattraktioner, så kan det jo undre, at der ikke forekommer billeder af dem i turistbrochurer og på turismehjemmesider!
Vi vil gerne have jer i tale
Lokalbefolkningen i udkantsområdet nordøst for Husby vil gerne arbejde aktivt med for at skabe en god og bæredygtig kommune – bæredygtig såvel økonomisk som i forhold til klima og miljø. Vi vil gerne inddrages og få lov at bidrage til det samlede billede af kommunen. Og det er ikke visioner og ideer, det skorter på. Høring vedr. den aktuelle vindmølleplan er ganske vist per definition en form for borgerinddragelse; men rammen er jo alt for begrænset – den tillader ikke den brede debat om, hvor vi er på vej hen. Kære politikere, inviter os med om bord, vi vil gerne være med til at udstikke kursen og vi vil gerne bidrage med tanker, ideer, tid og arbejdskraft til det store fællesskab, til kommunens bedste. Og vi vil gøre det med afsæt i det lille fællesskab, vores lokalområde. Husk nærdemokratiet, inddrag os gerne på nye måder: ”tænketanke”, arbejdsgrupper, netbaseret ideudvikling eller andet. Vi stiller gerne op.
MED VENLIG HILSEN Lokalgruppen Nordøst for Husby
17.03.2012
|