Høringssvar

 

Pressemeddelelse:


Lokalgruppen ”Nordøst for Husby” inviterer til præsentation af sit høringssvar.


Kom og bliv informeret om høringssvaret fra borgergruppen ”Nordøst for Husby” i forbindelse med Holstebro Kommunes vindmølleplan (tillæg nr. 14 til Kommuneplan 2009).

Lokalgruppen inviterer til festligt høringsmøde i Husby Sognegård tirsdag d. 17/4-2012 kl. 19.30 – 21.30. På mødet kan man blive medunderskriver på svaret til Holstebro Kommune. Det bliver ikke kedeligt – der vil være musik, taler og kaffebord (dette sidste skal I dog selv betale: kaffe og brød kr. 40/person). Kom og hør om vores indsigelse mod placering af op til 16 megavindmøller på 150 meters højde

  • i et område, som ligger lige midt mellem to beskyttede Natura-2000-områder (Felsted Kog og Nørre Sø)

  • i et område, der grænser op til Felsted Kog, som er Natura 2000-område med et særligt beskyttet og bevaringsværdigt fugleliv

  • i et område, der overskrider Planlovens beskyttelseszoner (kystnærhedszone,strandbeskyttelseszone, åbeskyttelseslinie, skovbeskyttelseslinie)

  • i et område, som for halvdelen af vindmøllearealets vedkommende er et landskab, hvor de ”landskabelige værdier tillægges særlig stor vægt” (Kommuneplan 2009)

  • i et område, som er placeret tæt på de 3 landsbysamfund Staby, Husby og Sdr. Nissum. Beboerne her vil skulle leve med betragtelige gener forårsaget af lavfrekvent støj samt lys- og skyggekast fra de høje, bevægelige, støjende og meget synlige kraftværker. Nogle fastboende vil flytte, andre vil droppe tanken om at flytte hertil, eftersom landskabet ikke længere vil være præget af stilheden, nattemørket og det uforstyrrede fugleliv i et storslået, marsklignende landskab

  • i et område, som er kommunens største sommerhusområde og hvis lokale erhvervsdrivende derfor må påregne tab af indtægter fra turisme (lokale udlejningsforretninger, dagligvare- og servicevirksomheder)


Indsigelsen har vi skrevet på vegne af alle de borgere, der ønsker at markere deres protest mod kommunens ugennemtænkte placering af møller i dette landskab med åbenbare enestående naturmæssige og rekreative kvaliteter. Vi samler derfor underskrifter på denne aften.

Kan du ikke komme tirsdag d. 17/4? Der vil også blive lejlighed til at læse indsigelsen og - om ønsket - sætte sin underskrift på den lørdag d. 21/4 på Krogsgårdsvej 9, Sdr. Nissum kl. 10-13, Bækbyvej 88, Husby kl. 10-13, Ondaftenvej 8 kl. 14-16. Eller man kan hos Marianne Bentsen bede om at få høringssvaret tilsendt, scanne sin underskrift ind og sende den retur til: be@hogym.dk.

Desuden vil der ligge høringssvar og blive foretaget underskriftsindsamling hos Anytime/urmager Tage Sørensen, Bredgade 4 i Ulfborg fra tirsdag d. 17/4 – tirsdag d. 24/4.


Venlig hilsen Marianne Bentsen, talsmand for den lokale borgergruppe ”Nordøst for Husby” tlf.  9749 6505, mobil: 2463 7109, mail: be@hogym.dk